Rejser til Legian

Rejser til Legian

Legian er Kuta og Seminyaks “in between”. Området er kendt for sin hyggelige atmosfære, mange aktivitetsmuligheder og som et perfekt springbræt for at opleve mange andre af Balis kendte områder.  


Legian ligger mellem Kuta og Seminyak på Balis sydvestlige kyst, og placeringen i sig selv hvisker om områdets atmosfære, der hverken er lige så travlt som Kuta, men heller ikke lige så trendy som Seminyak. Som en god ‘in between’-destination ligger Legian med perfekt afstand til ikke kun de to naboområder men også til Canggu, østkystens Sanur og Nusa Dua sydøst på.  

Udover at være den perfekte mellemting mellem en pulserende turistdestination og et lækkert trendsætterområde, har Legian også masser af byde på i sig selv. Der er dog ikke meget autentisk natur eller flotte risterasser her – til gengæld er området kendt for sin skønne, brede strandstrækning, som lokker med både afslapning under parasollerne og leg i vandet med eller uden surfboard.  

Ved stranden er der masser muligheder for at leje surfboards og få undervisning på bølgerne, når timerne ikke bliver brugt i bylivet i de hyggelige gader, der vrimler med spa- og massagesaloner, lækre restauranter og barer, butikker, boder og forskellige markeder. Legian er for de rejsende, der gerne vil opleve Sydvestbalis turistmekka i roligere omgivelser.  

Læs mere om Legian her. 

Hvad kan du opleve på din rejse til Legian?

Hvad kan du opleve på din rejse til Legian?

Oplev områdets mange aktiviteter

Besøg vandlandsparken Waterbom Bali 
Waterbom Bali er ikke kun en af Asiens bedste vandparker – det er også en af de mest populære attraktioner i det travle Kuta-område. Vandparken strækker sig over 3,8 hekta og indeholder en bred vifte af vandrutsjebaner og attraktioner for både store og små. De eventyrlystne kan få adrenalinen op med “The Climax” og “Boomerang”, mens “Lazy River” og “Flow Rider” er for de lidt mindre eller ikke nær så adrenalinsøgende - og så er der også et børneområde til de allermindste. Waterbom Bali har fokus på sikkerhed og miljøvenlighed og er kendt sine lækre, vedligeholdte faciliteter og for sit team af uddannede livreddere, der altid holder øje med de mange badegæster.  

Ufordr dig selv i Bali Wake Park  
Ikke langt fra Legian ligger Bali Wake Park og er det perfekte sted for en halv- eller heldagsudflugt for vandhunde og vandsportsentusiaster. Her venter aktiviteter som wakeboarding, kneeboarding, vandski og “skurf” samt en stor Aquapark med udfordrende, oppustelige forhindringer, rutsjebaner, gynger og klatreelementer på vand, perfekt til både børn og voksne i alle aldre. Udover Aquaparken, som er et af de store trækplastre, har Bali Wake Park også specialdesignede kabelsystemer, tilpasset både erfarne og nybegyndere, hvor turister og lokale vandsportsudøverer har mulighed for at udfordre sig selv på vandet.  

Prøv kræfter med det populære Escape Room Pandora Experience Bali  
Er du til en af de lidt mere unikke oplevelser i Legian, så anbefaler vi at tage en lille pause fra solen og udfordre familien eller vennerne i et Escape Room i Escape Room Pandora Experience Bali, som tager konceptet til et helt nyt niveau ved at tilbyde omfattende historiedrevne missioner, der kombinerer både gåder, fysisk udfordring og en række fede specialeffekter. Hvert rum er tematisk indrettet og designet til at transportere deltagerne til forskellige verdener, som vi også kender fra herhjemme, og nogle af de mest populære udfordringer er ‘Legends of Eldorado’, ‘Alcatraz’, ‘Area 51’ og ‘Shutter Asylum’.  

Nyd strand- og bylivet

Slap af på stranden eller oplev solnedgangen 
Legian er kendt for sin brede sandstrand og de spektakulære solnedgange, der kan opleves her. Faktisk er stranden lige så velbesøgt om aftenen, som den er om dagen, når turister og lokale strømmer til for at se solen gå ned over vandet eller sælge lidt souvenirs eller kolde drikkevare. Det er en enestående oplevelse at sidde med fødderne i sandet når himlen bliver skiftevis lyserød og orange, mens solen forsvinder bag havet i horisonten, og selvom stranden er et populært trækplaster ved solnedgangstid, så er stemningen her en anden og mere afslappet end i dagstimerne, hvor solbadning kun forstyrres af leg i bølgerne og surflektioner.  

Tag surflektioner  
Med sin beliggenhed mellem Kuta og Seminyak og med en strand, der ikke kun er solbadningsvenlig men også perfekt til surfing, er Legian Beach også et populært sted for de rejsende, der vil tage kampen op med et surfbræt. De moderate bølger, der findes her, gør stranden til et godt valg for både begyndere og øvede surfere, og der findes flere surfskoler langs stranden, hvor man kan tage lektioner og leje udstyr, hvis man har brug for lidt professionel ekspertise og ikke blot vil tage udfordringen op selv.  

Tag på din egen food-tour  
Legian er dog ikke kun kendt for sine lokkende bølger og brede strandpromenade. Det livlige og hyggelige område tiltrækker nemlig også besøgende med sin rige og varierende madscene. I Legians gader åbner der sig et væld af spisemuligheder fra lokale balinesiske specialiteter til internationale kulinariske oplevelser. Er du madelsker i Legian er det også et must at besøge Garlic Lane (officielt kendt som Jalan Sahadewa), som er en af områdets mest berømte gader, når det kommer til mad og shopping. Gaden er nemlig fyldt med et farverigt mix af restauranter, barer og små butikker, der ikke kun tiltrækker turister men også lokale, der søger en afslappet atmosfære og lækker mad.  

Shop souvenirs  
Uanset om du er på udkig efter souvenirs, stilfuldt tøj eller lokalt håndværk, kan du med garanti finde det i Legian, der på grund af sine stilfulde og travle naboområder er dømt til at følge lidt med på bølgen hvad shopping angår. Jalan Legian er Legians hovedgade, som strækker sig gennem hjertet af området og forbinder Kuta i den ene ende med Seminyak i den anden. Den travle gade er hjemsted for et væld af både butikker, markeder og gallerier, der sælger alt fra trendy tøj og accessories til souvenirs, malerier og håndværk. Er du mere til markeder er Merta Nadi Art Market en skjult perle i Legian, og det charmerende marked er en favorit blandt både lokale og turister på grund af dets autentiske atmosfære og store udvalg af håndlavede varer.  

Se solnedgangen ved Tanah Lot  
Små 20 km nord for Legian ligger det ikoniske Tanah Lot-temple og er et ideelt sted til en aftentur. Med beliggenhed på en klippe tæt ved kysten tilbyder dette balinesiske tempel en helt særlig udsigt og er især et enestående syn ved solnedgang, når solen begynder at gå ned over vandet bag templet. Templet ligger i et voksende tempelområde, som også bugner med souvenirboder, restauranter og caféer, og det er populært at spise sin aftensmad her eller smage den populære Luwak-kaffe, mens man nyder den lidt mystiske atmosfære, der hærger over Tanah Lot-området.  

Dagsture til andre områder 

Kuta og Seminyak  
Turistmekkaet Kuta og trendsætterområdet Seminyak er Legians naboområder og simpelthen et must at besøge, hvis du besøger Legian. Legians hovedgade, Jalan Legian, forbinder Kuta med Seminyak gennem Legian, og det er derfor nemt både at gå og køre mellem de tre områder. Hvor Kuta er travl og et turistmekka uden lige er Seminyak roligere og et af de områder på øen, der har tiltrukket flest expats, hvilket har resulteret i et stort udvalg af ikke kun designerforretninger men også topklasse restauranter, caféer, barer, indretningsbutikker, gallerier mm. Det er to forskellige områder, men som er lige meget værd at besøge - om ikke andet så blot for at opleve kontrasten.  

Ubud  
Balis kulturelle hovedstad Ubud ligger ca. 1,5 time nord for Legian og er en populær destination til dagsudflugter. Omringet af den frodige grønne natur og nogle af øens smukkeste risterasser er Ubud en oase af naturskønhed, musik, kunst, kultur og religion og her mærkes den særlige balinesiske hinduisme i særdeleshed. Tag forbi Ubud Monkey Forest, gå gennem de uendelige risterasser i Tegallalang, besøg Ubud Royal Palace efterfulgt af din yndlingsdrink fra Starbucks, shop bøger i de moderne boghandlere, gå en naturskøn tur på Campuhan Ridge Walk og spis dig mæt i mad fra alle verdens hjørner, inden du besøger Ubud Art Market.   

Nusa Dua  
Kun cirka 18 sydøst km fra Legian ligger Balis luksuriøse resortområde, Nusa Dua. Fyldt med eksklusive hoteller, velholdte og anlagte grønne områder, private strandområder og nogle af øens bedste (og prisvindende) spasaloner er dette område på Bali en eksklusiv boble helt for sig selv, som adskiller sig fra resten af øen. Nusa Dua er for de rejsende, der har lyst til ro og fred, mindre forsamlinger, luksusatmosfære og markant mindre trafik.   

Canggu  
Nord for Legian ligger det tilbagelænede område Canggu med sine surferstrande, farverige og velbesøgte restauranter, barer og nærmest uendelige yoga- og wellness-studioer. Her mærkes det moderne ø-liv gennem både den sunde livsstil, de mange især australske tilflyttere og expats, der har søgt tilflugt og hverdag i området, og moderne shoppingmuligheder med alt fra tøj, smykker og sko til badetøj og surf-udstyr. Det er et område, der er værd at besøge.  

Hvordan kommer du rundt?

Den bedste måde at komme rundt på Bali er ved at leje en cykel eller en knallert (“scooter” på Bali-sprog) og tage på opdagelse på egen hånd. Afstandene er små og der er masser at se på, og fordelen ved at køre rundt selv er, at du kan standse og holde pauser lige når du har lyst.

Er du ikke en haj på førersædet af en knallert, kan du også downloade enten Grab eller Gojek som app. Asiens svar på Uber og Just Eat i én app er både trygt og billigt, og du kan komme omkring enten i bil eller bag på en knallertfører, som både er klædt i virksomhedernes grønne farver, og har en hjelm med til dig, så du er sikret, når I fræser rundt på de små veje mellem rismarkerne.

Del denne side via E-mail