Selvom Nusa Dua ligger kun 30 minutters tid fra Kuta, føles denne del af Bali som en hel anden verden i sammenligning med det travle hovedstadsområde. Nusa Dua er på sin vis sin egen Bali-boble og er med sine luksusresorts, anlagte grønne områder og smukke strande en ideel destination på ferieøen for familier eller for par, der ønsker ro og et romantisk getaway. Her findes nemlig de bedste 5-stjernede hoteller, og selvom strandene er offentlige for alle og ikke kun hotelgæsterne, er turistmængden mindre her, hvilket skaber en stemning af ro, afslapning og luksus.
Selvom Nusa Dua er en international anerkendt resortby, har balineserne gennem de sidste år haft fokus på at bløde den udprægede resort-stemning lidt op ved f.eks. at implementere den balinesiske kultur i området, så det er muligt både at nyde den eksklusive, luksuriøse stemning og de prisvindende spasaloner, der ligger her, og samtidig mærke det autentiske, balinesiske vibe – og det har givet pote.
Især de velplejede strande er populære i Nusa Dua, og de lægger både op til eventyr og afslapning, hvor rejsende kan finde skygge under palmerne eller udforske de farverige koralrev med en snorkel ikke langt fra kysten. Også aktiviteter som vandsport, cykelture, vandreture og golf er stort her, og Nusa Dua har ikke kun en af de bedste golfbaner i Asien, Bali National Golf Club, men hele tre golfbaner, der ligger i tæt afstand af hinanden.
Læs mere om Nusa Dua her.
Nusa Dua ligger på Balis sydligste spids og fik for alvor vokseværk i 1970’erne med et mål om at blive en af Sydøstasiens bedste internationale resortbyer – og det er lykkedes. Hotelstandarden i området er høj og luksuriøs, strandene her er nogle af Balis bedste, og der er i dag et bredt udvalg af aktiviteter, lækre faciliteter og en masse aftenunderholdning bestående af bl.a. kulturelle udstillinger og balinesiske danseshow. Fra Nusa Dua er det også oplagt at tage en tur til Kuta eller Uluwatu og opleve andet og mere af Bali end de fede hoteller og flotte strande, der findes indenfor en kort radius af dit eget hotel.
Nyd komforten på et luksushotel
Nusa Dua er Balis luksusområde og derfor også hjemsted til en række af øens bedste og mest luksuriøse resorts, der tilbyder ikke kun verdensklasse beliggenhed men også faciliteter, udsigter og service. Disse resorts ligger ved vandet og venter blot på at give rejsende en helt uforglemmelige oplevelse med deres elegante indkvarteringer, gourmetrestauranter og velholdte strandområder. Så hvis du prioriterer luksusindkvarteringer, et høje serviceniveau og topklasse komfort i sikre omgivelser, så er Nusa Dua stedet for dig.
Das ved nogle af Balis bedste strande
Det er alment kendt at Balis strande generelt har svært ved at konkurrere med Thailands strandparadis – men det laver Nusa Dua om på. I Nusa Dua findes nemlig nogle af øens smukkeste og bedste strande, der er et postkort værdigt med sit bløde, gyldne sand og klare, blå vand. Især Geger Beach, Mengiat Beach og Pandawa Beach er populære stranddestinationer i området og perfekte steder at nyde solen, svømme i det rolige hav eller slå tiden ihjel med vandsport som paddleboarding og snorkling.
Forkæl dig selv med spadage
Nusa Dua har flere prisvindende spasaloner designet udelukkende til at tilbyde total afslapning og velvære i de smukkeste omgivelser. Disse spasaloner tilbyder et bredt udvalg af behandlinger og wellness-oplevelser, som ofte tilpasses til individuelle behov, ønsker og præferencer, så gæster kan få det præcis, som de drømmer om. Populære behandlinger inkluderer bl.a. balinesisk massage, aromaterapi, ansigtsbehandlinger, kropsindpakninger og hot stone-massage og mange af spa- og wellnesssalonerne underlægger sig også den holistiske tilgang, der handler om at genoprette balancen i krop og sind. Spasaloner kan findes stort set overalt på Bali, men ønsker du de absolut bedste oplevelser, så er Nusa Dua stedet.
Ø-hop til Nusa Lembongan
Nusa Duas placering i det Sydlige Bali gør også stedet perfekt i forhold til dagsture, og en af de dagsture, der er populære herfra, er et ø-hop til Nusa Lembongan. De fleste, der besøger en eller flere af Nusa-øerne, plejer at tage en eller flere overnatninger på den lille ø-gruppe, men dagsture er også populære, og det er ganske muligt at nå at opleve en masse på en enkelt dag. Det tager nemlig kun 1,5 times tid at komme fra Nusa Dua til Nusa Lembongan inkl. taxa- og bådtur, og det vil sige, at hvis du tager tidligt afsted og først vender snuden hjemad med den sidste båd, er der masser af timer, der kan bruges på spændende oplevelser.
Nyd det travle byliv i Kuta, Legian eller Seminyak
Kun cirka 30 minutter fra Nusa Dua ligger travle Kuta og er også en ideel destination til en halv- eller heldagstur. Både Kuta, Legian og Seminyak, der alle ligger i forlængelse af hinanden på Sydbalis vestkyst, er populære områder at besøge for de Nusa Dua-gæster, der gerne vil opleve det travle turistliv med markeder, butikker, summende boder, barer, diskoteker, lækre restauranter og aktiviteter i massevis. Det er også her, de bedste shoppingoplevelser findes – så skal der bruges lidt penge eller lokker biografen måske med en pause fra solen? Så er en dagstur til Kuta en god ide.
Spil golf på en af Asiens bedste golfbaner
Er du lidt af en golfer, er Nusa Dua også stedet for dig. Golf her tilbyder en unik kombination af førsteklasses faciliteter og smukke anlagte baner omgivet af den tropiske, balinesiske natur, som tiltrækker golfentusiaster fra hele verden. Især Bali National Golf Club, der er en af Balis mest prestigefyldte golfbaner og kendt for sit imponerende layout, og Bukit Pandawa Golf & Country Club, som er relativt ny men allerede anerkendt for sin spektakulære beliggenhed på en kalkstensklippe med udsigt over Det Indiske Ocean, er populære og anbefalede valg, hvis du vil bruge lidt af din ferie på at nyde vejret og naturen fra en golfbane.
Den bedste måde at komme rundt på Bali er ved at leje en cykel eller en knallert (“scooter” på Bali-sprog) og tage på opdagelse på egen hånd. Afstandene er små og der er masser at se på, og fordelen ved at køre rundt selv er, at du kan standse og holde pauser lige når du har lyst.
Er du ikke en haj på førersædet af en knallert, kan du også downloade enten Grab eller Gojek som app. Asiens svar på Uber og Just Eat i én app er både trygt og billigt, og du kan komme omkring enten i bil eller bag på en knallertfører, som både er klædt i virksomhedernes grønne farver, og har en hjelm med til dig, så du er sikret, når I fræser rundt på de små veje mellem rismarkerne.
Brug 'Ctrl+C' til at kopiere dette link. Forkortet link: