Vietnam er et land, der er rig på historie, kultur og enestående naturlige vidundere, som bare venter på at byde dig velkommen på en autentisk eventyr og en uforglemmelig oplevelse. Hver destination er nøje udvalgt for at give dig en dybere forståelse af landets rige arv, mens du samtidig får muligheden for at nyde det bedste af Vietnams gæstfrihed, smagfulde køkken og naturskønne landskab.
Saigon, officielt kendt som Ho Chi Minh City, er første stop på rejsen. Den sydvietnamesiske storby er et fascinerende mix af det moderne og det traditionelle Vietnam, hvor skyskrabere står side om side med fortidens templer, pagodaer og koloniale bygninger, der vidner om Vietnams rige historie. Fra Saigons hektiske byliv fører rejsen dig videre til Can Tho – hjertet af Mekong-deltaet, som er kendt for sine flydende markeder, frodige landskaber og vandveje. Her er der rig mulighed for at opleve det lokale liv fra første række og nyde det vietnamesiske køkken med ingredienser fra deltaet omkring dig.
Sidste stop på rejsen er paradisøen Phu Quoc, hvor der venter dig krystalklart havvand, hvide sandstrande og en fredelig atmosfære. Her kan du bruge det sidste af din ferie på ren afslapning eller måske på spændende dykkerture eller smukke vandreture. Hvad, der i hvert fald er sikkert, er, at denne rejse til det sydlige Vietnam inviterer på en harmonisk balance mellem eventyr, afslapning og kulturel fordybelse.
Dette er et rejseforslag og kan sammensættes efter dine ønsker og behov. Ønsker du andre hoteller, besøg til andre områder i Vietnam eller anden fordeling af dagene, skræddersyr vi rejsen for dig.
Rejs fx maj og oktober 14 dage fra kr. 14.995
Rejs fx juli og januar 14 dage fra kr. 16.995
Du rejser fra Danmark mod Vietnam. Undervejs er der mad og drikke på flyet samt en mellemlanding.
Velkommen til Vietnam! Efter en forventningsfuld flyvetur lander du i Tan Son Nhat International Airport i Saigon, og når du har tjekket ind på dit hotel, er der ikke meget andet at gøre end at udforske byen.
Saigon, som nu officielt kendes som Ho Chi Minh City, er en pulserende metropol i det sydlige Vietnam og kendt for sin rige historie, kulturelle mangfoldighed og dynamiske atmosfære. Byen, som er den største i landet, udgør et fascinerende mix af det traditionelle og det moderne, med velbevarede koloniale bygninger, gamle templer, moderne skyskrabere og travle markeder, der alle bidrager til dens unikke charme – og her kan du nemt få dagene til at gå.
For rejsende inviterer Vietnams økonomiske centrum på en uendelig række af oplevelser. Du kan f.eks. begive dig ud på en kulinarisk rejse og smage på alt fra gadekøkkenernes simple men lækre retter eller nyde de gourmetmåltider i de finere restauranter – især Pho og Banh Mi er must-try-retter, som indkapsler hele Vietnams rige smagspalette, og som du ikke vil gå glip af! Historieinteresserede kan fordybe sig i byens rige historie ved et besøg til det imponerende Uafhængighedspalads, de berømte Cu Chi-tunneller og det tankevækkende Krigsmindemuseum, der fortæller historien om Vietnamkrigens brutalitet.
Også kulturelt er Saigon et rent skattekammer. Fra traditionelle markeder som Ben Thanh-markedet, som tilbyder lokalt håndværk, tekstiler og delikatesser, og byens mange templer og pagodaer, som tilbyder et glimt af landets spirituelle kultur, til et mangfoldigt natteliv, hyggelige caféer, elektriske barer og meget mere. Saigon er ikke blot en storby – det er en oplevelse, der venter på at blive udforsket.
Efter tre nætter i pulserende Saigon er det blevet tid til at tage videre. Du bliver hentet på dit hotel og kørt sydvest på mod det charmerende og frodige Can Tho, som fungerer som hjertet af Mekong-deltaet i Vietnam. Kendt som “Vietnams risskål” eller “-spisekammer” og for sine betagende vandveje strækker byen sig langs flodens bredder og tilbyder en unik blanding af naturlig pragt og kulturel rigdom.
Livet følger flodens rytme, hvilket skaber en afslappet atmosfære, som er markant forskellig fra den, du lige har oplevet i Saigon. I Can Tho vil du opleve, hvordan alting er dybt forankret i floden og kanalerne. Her kan du glide gennem vandet i små både allerede ved daggry og være vidne til det flydende marked Cai Rang, hvor lokale handler friske varer, mens du nyder naturen, som her er særligt tiltalende.
Gå på opdagelse og se O Quan Chuong-porten, Binh Thuy’s hus, som giver indsigt i områdets arv og fortid, besøg en af byens parker, og nyd gastronomien som her er en afspejling af deltaets frugtbarhed og friske ingredienser.
Efter at have udforsket Sydvietnams smukkeste område, går turen videre vestpå mod paradisøen, Phu Quoc. Her venter der dig et idyllisk øparadis ud for Vietnams sydkyst, og med sine hvide sandstrande og frodige tropiske landskaber er øen et billedskønt tilflugtssted fra hverdagens travlhed. Phu Quoc er ikke kun Vietnams største ø, men også hjemsted for nogle af de smukkeste strande i landet, hvoraf Long Beach og Sao Beach ofte stjæler rampelyset med deres uberørte skønhed.
Udover indbydende sandstrande byder øen også på en mangfoldighed af aktiviteter. Tag på dykke- eller snorkeltur i det turkisblå hav, nyd vandet fra overfladen med en kajak- eller sejltur, slap af på stranden til de fantastiske solnedgange, udforsk den frodige nationalpark, der dækker over halvdelen af øen, vandre gennem tætte vandrestier, besøg fængslet, der vidner om Vietnams historie, udforsk gastronomien, der er lige så lokkende som øens naturskønhed, smag den berømte fiskesauce og slut dagene af i en af de hyggelige barer eller restauranter med friske cocktails og lækre delikatesser under nattehimlen.
Efter 12 afslappende og oplevelsesrige nætter i det sydlige Vietnam er det blevet tid til at sætte kursen hjemad. Du starter med at tage fra Phu Quoc mod fastlandet, hvor du vil blive kørt til lufthavnen. Undervejs på turen venter der dig forplejning samt en mellemlanding, som du kan bruge på at strække benene lidt på hjemturen, der også giver rig mulighed for at fordøje nogle af alle de gode, nye minder.
Brug 'Ctrl+C' til at kopiere dette link. Forkortet link: