3 dage 2 nætter
Turen går til Sydthailands største og tropiske regnskovsområde, Khao Sok Nationalpark. Jungle safarien strækker sig over tre dage, hvor du har to uforglemmelige nætter på Elephant Hills Camp.
På Elephant Hills Camp bor du i luksustelte helt tæt på regnskoven. Luksusteltene er indrettet ligesom et hotelværelse med både sengeplads og badeværelse med eget bad og toilet.
Første dag på jungle safarien
Allerede fra første dag begynder eventyret. Her starter du nemlig med en kanotur ned ad Sok-floden, hvor du stille og roligt glider gennem junglens flod. Læn dig tilbage og nyd at den lokale guide padler dig igennem de smukke omgivelser. På turen bliver du ført tilbage i tiden, når du oplever nogle af de oprindelige regnskove, som stadig er uberørt efter mere end tusinde år. Derudover kan du også være heldig at se de store næsehornsfugle, som kan kendes på de særlige næb.
Efter turen ad Sok-floden venter der et uforglemmeligt møde med de majestætiske thailandske elefanter. Her skal du høre om elefanternes liv og hvordan Elephant Hills arbejder for at beskytte elefanterne. Under besøget får du også lov til at komme helt tæt på de store dyr. Du skal blandt andet være med til at forberede maden til elefanterne og fodre dem.
Efter besøget hos elefanterne vender du tilbage til lejren. Ved lejren kan du nyde lækre cocktails og drinks, slappe af i luksusteltet, eller deltage i en af lejrens arrangementer. Når klokken rammer 20.00 serveres der en lækker middag tæt ved regnskoven.
Anden dag på jungle safarien
Du vågner til lyden af regnskoven og kan nyde kaffe eller te i teltet, mens du gør dig klar til en ny dag. Anden dagen starter med en udflugt til Cheow-Lan-Lake, hvor du sejler med en longtail båd. Cheow-Lan-Lake er en menneskeskabt sø, som er omgivet af de smukkeste omgivelser med kalkstensbjerge, klipper og tropisk regnskov. Søen strækker sig over 60 kilometer fra nord til syd. Undervejs på turen har du mulighed for at bade i søen, så det er vigtigt du husker badetøj. Derudover serveres der en frokost på turen.
Sen eftermiddag går turen tilbage til Elephant Hills Camp, hvor der serveres et lækkert måltid og det igen er blevet tid til at slappe af. Junglebaren har igen åbent, hvor du kan nyde lækre drinks og cocktails.
Tredje dag på jungle safarien
På tredje dagen skal du opleve den fantastiske jungle til fods. Her kan du se frem til fantastiske omgivelser med både palmer, bambus og moser. Der venter også et rigt dyreliv, hvor du blandt andet kan se smukke sommerfugle, søde aber og flotte fugle.
Efter jungleeventyret vender du tilbage til Elephant Hills Camp, hvor der venter en lækker thailandsk buffet. Efter middagen er jungle safarien ved at være ved vejs ende, men du har heldigvis en masse nye minder, som du kan tage med hjem i rygsækken.
Vær opmærksom på at der kan komme ændringer på turen, da nogle af aktiviteterne afhænger af vejret og lokale forhold.
Brug 'Ctrl+C' til at kopiere dette link. Forkortet link: