Aktuelle indrejsekrav

Aktuelle indrejsekrav

Det er dit eget ansvar at overholde ind- og udrejseregler i de lande, du rejser til, men som en hjælpende hånd har vi herunder samlet al den nødvendige information omkring indrejse i vores destinationer, som vi anbefaler, at du retter dig efter. For en sikkerheds skyld kan du altid dobbelttjekke med ambassaden om reglerne stadig gælder, da ændringer ind i mellem kan ske med meget kort varsel. 

For spørgsmål er du velkommen til at kontakte Top Tours på tlf. 70 201 208.

BALI/INDONESIEN

Sidst opdateret: 05-08-2024

Visum og indrejsekrav
I Indonesien er der visumpligt, men som dansk statsborger kan du få Visa on Arrival, når du lander i følgende lufthavne i Indonesien: Jakarta, Surabaya, Bali, Lombok, Riau, Manado, Medan, Yogyakarta, Aceh, Padang, Palembang, Solo, Balikpapan, Banjarmasin og Makassar. VoA gælder i 30 dage og kan forlænges i endnu 30 dage mod merbetaling.  

Når du lander i lufthavnen i Indonesien, skal du have følgende klar for at modtage dit VoA:  

  • Et pas, der gælder i minimum 6 måneder fra indrejsedato  
  • En gyldig returbillet eller flybillet videre til et andet land  
  • 500.000 indonesiske rupiah (ca. tilsvarende 250 danske kr.) i kontanter 
  • Bevis på at du har en sundhedsforsikring, som dækker Indonesien (for en sikkerheds skyld)  

Du kan også få dit e-Visa allerede før ankomst. Læs mere på Udenrigsministeriets hjemmeside.
Læs mere om VoA og e-VoA på Indonesiens ambassades hjemmeside eller på følg med i landets indrejserestriktioner og nyeste opdateringer på Welcome Back To Bali.
Følg Udenrigsministeriets rejsevejledning.

Krav til dit pas ved indrejse i Indonesien
Når du rejser ind i Indonesien, skal dit pas være gyldigt i 6 måneder. Er dit pas blevet forlænget, så det er gyldigt i de 6 måneder eller mere, anerkendes disse også som regel ved ind- og udrejse af Indonesien.  Dog gælder danske nødpas (provisoriske pas) kun ved udrejse. Altså mister du dit pas på turen og skal have lavet et midlertidigt kan du godt rejse hjem på det, men du kan ikke rejse ind i landet på det. Skulle du være så uheldig at miste dit pas og stå i den situation, at du er nødt til at få lavet et nødpas, skal du også huske at søge om udrejsetilladelse hos immigrationsmyndighederne, før du kan rejse hjem.  

Turistskat
Fra den 14-02-2024 har Bali indført turistskat på 150.000 IDR (ca. 75,- dkk) pr. person. Læs mere her.

Skal du til Nusa Penida skal du desuden betale et turistgebyr på 25.000 IDR for voksne og 15.000 IDR for børn ved ankomst til øen. Gebyret kan ikke betales på forhånd og går til opretholdelse af den populære turistattraktion, som øen er blevet. 

Told
Ved ankomst til Bali (eller indenfor 3 dage før ankomst) skal man udfylde en elektronisk tolddeklaration pr familie. Vi anbefaler at man udfylder den hjemmefra, (for at undgå unødvendige udgifter til dataforbrug i udlandet) samt at man gemmer godkendelsen på telefonen/medbringer den på print.

Læs mere om tolddeklarationen her.
Udfyld e-CD Customs Declaration Form her.

CAMBODJA

Sidst opdateret: 19-09-2024

Visum og indrejsekrav
Der er visumpligt, når du rejser ind i Cambodja. Ved ankomst til Siem Reap eller Phnom Penh lufthavn får du 30 dages turistvisum.  

Det er vigtigt at medbringe:  

  • Et pas, der er gyldigt i minimum 6 måneder udover opholdets varighed og har mindst to blanke sider  
  • Ca. $30 (ca. tilsvarende 210 danske kr.) i USD kontanter  
  • En farvekopi af passet taget indenfor de sidste 6 måneder  

Rejser du via landegrænser fra f.eks. fra Thailand eller Vietnam afhænger forholdene af landet (selvom det altid er en god ide at have en kopi af dit pas med). Du kan med fordel søge e-Visa på forhånd her.

Læs mere om e-Visa og turistvisa i Cambodja her.  
Vi anbefaler også altid at holde dig opdateret på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Elektronisk Arrival Card:
Pr. 1. september 2024 har Cambodja introduceret e-arrival, hvor alle rejsende op til 7 dage før deres indrejse i landet skal sende en elektronisk ansøgning. Dette er ikke et visum og skal derfor også gøres, selvom man har et Visa eller et e-Visa. 

Søg e-arrival her.
Læs mere omkring e-arrival på Cambodjas General Department of Immigration.

Krav til dit pas ved indrejse i Vietnam
Når du rejser til Cambodja, skal dit pas være gyldigt i 6 måneder udover opholdets varighed og have mindst 2 blanke sider. Både danske forlængede pas og danske nødpas (provisoriske pas) anerkendes også ved ind- og udrejse, men skal du gennem et transitland anbefaler vi at tjekke om pågældende land anerkender et dansk nødpas.  

DUBAI / DE FORENEDE ARABISKE EMIRATER

Sidst opdateret: 05-08-2024

Visum og indrejsekrav
For danske statsborgere gælder det, at du han rejse visumfrit til De Forenede Arabiske Emirater i op til 90 dage. Når du lander i lufthavnen, får du sammen med stemplet i dit pas automatisk opholdstilladelse i 90 dage.  
Se evt. flere oplysninger på Udenrigsministeriets hjemmeside og følg landets indrejserestriktioner og nyeste opdateringer på Visit Dubai.

Krav til dit pas ved indrejse i De Forenede Arabiske Emirater
Når du rejser ind i De Forenede Arabiske Emirater, skal dit pas være gyldigt i 6 måneder fra indrejsedatoen. Danske forlængede pas anerkendes ikke ved indrejse, og danske nødpas (provisoriske pas) anerkendes kun ved udrejse af landet. Skal du rejse ud af landet på et nødpas skal du kunne fremvise en politirapport som dokumentation for at det pas, du rejste ind på, er mistet, samt et stempel fra immigrationsmyndighederne og retten i De Forenede Arabiske Emirater.

MALDIVERNE

Sidst opdateret: 05-08-2024

Visum og indrejsekrav
I Maldiverne er der visumpligt for alle danske statsborgere, og når du lander i lufthavnen på Malé, modtager du automatisk dit Visa-on-Arrival, som gælder til 30 dages ophold. Skal du opholde dig i Maldiverne i mere end 30 dage, skal du søge om visumforlængelse hos immigrationsmyndighederne.   

Når du lander på Malé er det vigtigt, at du kan fremvise:  

  • Et pas, der er gyldigt i mindst 6 måneder fra afrejsedatoen 
  • En gyldig returbillet eller flybillet videre til et andet land 
  • Hotelbekræftelse 
  • Tilstrækkelige midler til at dække alle opholdets udgifter  

96 timer inden din afrejse skal du også udfylde en Traveller Health Declaration. Det er gratis og foregår elektronisk. Læs mere og udfyld formularen på IMUGA.  

Læs mere på Udenrigsministeriets hjemmeside
Læs mere på Maldives Immigration

Krav til dit pas ved indrejse til Maldiverne
Ved indrejse i Maldiverne skal dit pas være gyldigt i 6 måneder fra indrejsedato. Danske forlængede pas og danske nødpas (provisoriske pas) anerkendes kun ved udrejse. Rejser du på nødpas kræves der også et stempel fra immigrationsmyndighederne før udrejse. 

MAURITIUS

Sidst opdateret: 05-08-2024         

Visum og indrejsekrav
Som dansk statsborger har du 90 dages visumfrit ophold på Mauritius. Dvs. at du ikke skal søge visum, men at det stempel, du får i dit pas ved indrejse, markerer din tilladelse til at opholde dig i landet i de næste 90 dage.  

Ved indrejse er det en god ide at medbringe: 

  • Et pas, der er gyldigt i minimum 6 måneder 
  • Returbillet 
  • Bevis på hotelreservation  

Læs mere på Udenrigsministeriets hjemmeside
Hold dig opdateret på landets indrejserestriktioner på Mauritius Now.

Krav til dit pas ved indrejse i Mauritius
Når du rejser til Mauritius, er det vigtigt, at dit pas gælder i minimum 6 måneder fra indrejsedato. Rejser du på et dansk nødpas (provisoriske pas) anerkendes disse både ved ind- og udrejse. Vi anbefaler at tjekke om eventuelle transitlande på rejsen anerkendes disse, hvis du rejser på et sådan pas. 
Børn skal have deres egne pas. 

Krav om indrejseregistrering
Før du rejser til Mauritius, skal du udfylde en Mauritius All-in-One Travel Digital Form, som skal printes, underskrives og medbringes på rejsen.
Find og udfyld formen her.

SEYCHELLERNE

Sidst opdateret: 05-08-2024

Visum og indrejsekrav
I Seychellerne er der 90 dages visumfrit ophold for danske statsborgere, som du modtager, når du ankommer til ø-riget.  
Senest 72 inden afrejsen skal alle besøgende til Seychellerne udfylde en obligatorisk rejsebemyndigelse. Det gør du på Seychelles Electronic Border System.  

Du skal på din indrejse kunne fremvise:  

  • Et pas, der er gyldigt i minimum 6 måneder 
  • Returbillet 
  • Hotelbekræftelse 
  • Tilstrækkelige midler til at dække alle opholdets udgifter 

Læs mere på Udenrigsministeriets hjemmeside og hold dig opdateret på landets indrejserestriktioner og nyeste opdateringer på Seychelles Travel Advisory.

Krav til dit pas ved indrejse på Seychellerne
Når du rejser til Seychellerne skal du have et pas, der er gældende i hele opholdet og indtil dagen efter hjemkomst til dig hjem- eller opholdsland. Seychellerne anerkender både danske forlængede pas og nødpas (provisoriske pas) ved ind- og udrejse. Vi anbefaler at tjekke om eventuelle transitlande på rejsen anerkendes disse, hvis du rejser på et forlænget eller provisorisk pas. 
Alle børn, uanset alder, skal have deres eget pas.  

Miljø- og naturbeskyttelsesafgift
Den 1. august 2023 indførte myndighederne på Seychellerne en miljø- og naturbeskyttelsesafgift for alle besøgende. Beløbet er cirka 8 USD pr person pr dag, du besøger landet, og det afregnes direkte på hotellet. Da det ikke kan betales på forhånd, er det ikke inkluderet i prisen på din rejse. 

SINGAPORE

Sidst opdateret: 05-08-2024

Visum og indrejsekrav
Som dansk statsborger har du visumfri adgang til Singapore i maks. 90 dage, hvis du rejser som turist eller på forretningsrejse. Dvs. at du ikke skal søge visum for at komme ind i Singapore.  Skal du derimod være i landet i mere end 90 dage eller har du andre formål end turistvisa eller forretningsrejse, kan du søge visum hos Singapores ambassade.  

Når du skal gennem kontrollen i lufthavnen skal du kunne fremvise:  

  • Et gyldigt pas med minimum 6 måneders gyldighed 
  • Adresse på din indkvartering i Singapore  
  • En gyldig returbillet eller flybillet videre til et andet land  

Læs mere på Udenrigsministeriets hjemmeside
Læs mere om indrejse i Singapore på ICA’s (Immigration & Checkpoint Authority) hjemmeside.

SG Arrival Card
Alle indrejsende i Singapore skal udfylde et SG Arrival Card inden ankomst. Det er ikke et visum og skal udfyldes af alle. Man kan sige, at det er en elektronisk version af de indrejsepapirer, der på nogle fly bliver delt ud og som skal udfyldes og afleveres i immigration i det pågældende land.  
Et SG Arrival Card kan udfyldes tidligst 3 dage før din rejse, og du kan gøre det samt læse mere på ICA’s hjemmeside

Krav til dit pas ved indrejse i Singapore
Ved indrejse i Singapore skal dit pas være gyldigt i 6 måneder udover opholdet. Danske forlængede pas anerkendes ved både ind- og udrejse, mens danske nødpas (provisoriske pas) kun anerkendes ved udrejse.  
Har du mistet dit pas og fået udstedt et nødpas i Singapore, skal du forbi Singapores immigrationsmyndigheder (ICA Building, Level 4) og have nødpassets oplysninger opdateret digitalt før udrejsen.  
Rejser du hjem på nødpas anbefaler vi, at du tjekker eventuelle transitlandes regler omkring nødpas.  

THAILAND

Sidst opdateret 05-08-2024

Visum og indrejsekrav
I Thailand er der visumfrit ophold i 30 dage for turistrejser, hvis du er dansk statsborger. Når du lander i lufthavnen, får du et indrejsestempel, som fungerer som dit turistvisum. Varer dit ophold i mere end 30 dage, skal du søge visum på Thailands ambassade. Her kan du søge turistvisum med ret til 60 dages ophold i landet samt Non-Immigrant visum, som giver adgang til 90 dages ophold.  

Læs mere på den thailandske ambassade i Københavns hjemmeside
Læs mere på den thailandske ambassade
Følg Udenrigsministeriets rejsevejledning.

Krav til dit pas ved indrejse i Thailand
Ved indrejse i Thailand skal dit pas være gyldigt i seks måneder fra indrejsedatoen.  
Både danske forlængede pas og danske nødpas (provisoriske pas) anerkendes ved ind- og udrejse af Thailand. Dog, ved udrejse på et nødpas kræves et erstatningsstempel fra de thailandske immigrationsmyndigheder.  

Læs mere om pas- og visum krav på Udenrigsministeriets hjemmeside.

VIETNAM

Sidst opdateret: 05-08-2024

Visum og indrejsekrav
I Vietnam er der visumfrit ophold i op til 45 dage (inkl. indrejsedato og udrejsedato) for danske statsborgere. Ønsker du at besøge landet i op til 90 dage (med evt. Flere indrejser gennem udvalgte grænseovergange) kan du søge et e-visum på Vietnams immigrationsportal.  
Ved ophold i mere end 90 dage skal du tage kontakt til den vietnamesiske ambassade i København grundet kravet om sponsor.  

Skal du søge visum anbefaler vi at gøre det i god tid – og i hvert fald to uger før for at være på den sikre side. Når du har modtaget dit visum skal du printe det ud og medbringe det, da det i nogle lufthavne kan påkræves. 
Du kan læse mere om e-visa i Vietnam her.  

I immigrationen er det vigtigt at medbringe:  

  • Et pas, der er gyldigt i mindst 6 måneder fra afrejsedatoen 
  • En gyldig returbillet eller flybillet videre til et andet land  

Læs mere på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Krav til dit pas ved indrejse i Vietnam
Når du rejser ind i Vietnam skal dit pas være gyldigt i minimum 6 måneder fra indrejsedato. Danske forlængede pas anerkendes ved både ind- og udrejse, men danske nødpas (provisoriske pas) anerkendes kun ved udrejse. Skal du rejse ud af Vietnam på et nødpas skal du have et udrejsestempel hos de vietnamesiske immigrationsmyndigheder, hvilket kan tage op til tre hverdage. 

ZANZIBAR / TANZANIA

Sidst opdateret: 05-08-2024     

Visum og indrejsekrav
Der er visumpligt for danske statsborgere i Tanzania på op til maksimalt 90 dage. Du kan både søge visum i de internationale lufthavne Dar es Salaam, Zanzibar og Kilimanjaro, når du ankommer til landet, men du kan søge visum hjemmefra. 
Vælger du først at modtage dit visum i lufthavnen i Tanzania er det vigtigt at medbringe 50 USD pr person i kontanter til betaling. 

Læs mere om visum til Tanzania og søg det gennem landets ambassade i Stockholm

Ved indrejse er det vigtigt, at du medbringer:  

  • Et pas, der er gyldigt i mindst 6 måneder fra afrejsedatoen 
  • En gyldig returbillet eller flybillet videre til et andet land 
  • Hotelbekræftelse 

Læs mere på Udenrigsministeriets hjemmeside og følg Udenrigsministeriets rejsevejledning.

Krav til dit pas ved indrejse i Tanzania
Når du rejser ind i Tanzania, er det vigtigt at dit pas er gyldigt i seks måneder ud over opholdets varighed. Både danske forlængede pas og danske nødpas (provisoriske pas) anerkendes ved ind- og udrejse. Er nødpasset udstedt i Tanzania er det nødvendigt at få det stemplet af immigrationsmyndighederne.  
Børn skal, uanset alder, have deres eget pas.  

Bemærk venligst også at maskinlæsbart pas er et krav ved indrejse i Tanzania. Alle danske pas udstedt efter 1. marts 1997 er maskinlæsbare. 

Helbredserklæring
Indenfor 24 timer før ankomst, skal du også udfylde en helbredserklæring. Du finder og udfylder erklæringen her.

Krav om rejseforsikring ved indrejse i Zanzibar
Alle turister skal desuden købe Zanzibar Travel Insurance inden ankomst til Zanzibar - uanset dækning fra private rejseforsikringer. 
Zanzibar Travel Insurance koster 44 USD pr. voksen og 22 USD pr barn (3 år t.o.m. 17 år). Børn under 3 år er gratis.

Forsikringen gælder i op til 92 dage og skal købes online her.

Del denne side via E-mail